Denmark Business Consulting
Denmark Business Consulting

Reference Gruber A/S

Screening, agent- og partnersøgning 2017-2019

 

 

I august 2017 gennemførte Denmark Business Consulting en omfattende screeening af Gruber A/S og påpegede forskellige områder, der kunne tilpasses. I løbet af 2018 blev der i flere møder diskuteret fremgangsmåder og -muligheder.

 

I efteråret 2018 overtog Denmark Business Consulting opgaven med at finde agenter til Gruber’s stanseværktøjer og i januar 2019 blev der underskrevet kontrakter med tre agenter. Resulaterne er beskrevet i nedenstående artikel, der blev publiceret 7.4.2019 i Metall Supply.

 

Efter sommerferien 2019 startede Lis Nørgaard en omfattende partnersøgning for at finde tyske virksomheder, der kunne være interesserede i enten at overtage salget og/eller produktionen af centrifugalfødere. 41 virksomheder blev håndplukket og direktørerne/indehaverne blev kontaktet.

Vi fandt 9 potentielle emner, som der blev holdt møder med. Resulateterne er pt. ikke kendt (24.10.2019)

 

_______________________________________________________________________________

 

Publiceret d. 7. april 2019 i Metall Supply

 

Værktøjsfabrikken GRUBER ligger i Haderslev tæt på den tyske grænse.

Tyske agenter øger GRUBER’s forventninger

 

Tre tyske agenter har på kort tid leveret overvældende gode resultater for den sønderjyske værktøjsfabrik GRUBER

Mere end fem millioner kroner. Så meget har værktøjsfabrikken GRUBER i øjeblikket i udbud hos tyske virksomheder. GRUBER selv finder tallet overraskende stort. For blot tre måneder siden havde virksomheden nemlig ikke en eneste ordre i udbud i Tyskland. Nu er billedet så anderledes, at værktøjsfabrikken i dag forventer en omsætningsfremgang på mindst 30 procent i løbet af de næste fem år, og det tal er alene baseret på tilgangen af tyske ordre. Succesen tilskriver de deres nye samarbejde med tre tyske agenter.

 

Attraktivt – men uoverskueligt – marked

Det tyske marked er stort og attraktivt. Men for en dansk virksomhed er det også uoverskueligt. For GRUBER har det tidligere virket næsten umuligt at finde frem til oplagte samarbejdspartnere i Tyskland. Det har ellers været en del af virksomhedens strategi de sidste 10 år, men det var først efter den sønderjyske værktøjsfabrik sidste efterår gennemgik et generationsskifte og valgte at satse på agenter, at der er sket noget.

”Så sent som i december måned havde vi stadig ikke en eneste ordre i udbud i Tyskland. Vi vidste simpelthen ikke, hvordan vi skulle finde frem til de tyske virksomheder, der havde brug for os”, fortæller Poul Bek, der er CEO for GRUBER.

 

Agenter kender det tyske marked

Nu har GRUBER fundet løsningen. Den viden, som GRUBER mangler om tyske virksomheder, har agenterne. GRUBER’s tyske agenter er specialiserede indenfor fremstillingsindustrien og har et bredt netværk af tyske virksomheder, som det vil være oplagt for GRUBER at indgå samarbejde med.

”I sidste uge var vi til møde med en tysk virksomhed. Det var ikke en stor virksomhed, men vi forhandlede alligevel om en stor ordre på en automatiseret stansemaskine. Uden vores nye agent havde vi aldrig fundet frem til virksomheden og fået den kontakt”, fortæller Poul Bek.

 

 

 

Undgår skepsis

Sproglige og kulturelle forskelle øger risikoen for misforståelser og samarbejdsvanskeligheder. Af den grund vælger tyske virksomheder tit hellere tyske fremfor danske leverandører. Men ifølge Poul Bek kan brug af agenter som mellemled sikre en handel på trods af kulturelle og sproglige vanskeligheder.

” Det er vores agenter, der åbner dørene for os. De kan sproget og kender kulturen. Havde vi selv taget den første kontakt til de tyske virksomheder, var vi nok aldrig blevet inviteret til et eneste møde”, siger Poul Bek.

 

Det rigtige tidspunkt

Ifølge Poul Bek er tidspunktet lige nu ekstra gunstigt i forhold til at komme ind på det tyske marked. Udbredt mangel på kompetente værktøjsmagere indenfor Tysklands grænser betyder nemlig, at tyske virksomheder er mere villige til at handle med udenlandske leverandører. Han ser frem til at overraske tyskerne positivt.

”Vi glæder os til at komme ind på det tyske marked og vise, at GRUBER kan levere – og måske endda overgå – den kvalitet, de er vant til”, siger Poul Bek.

 

GRUBER’s CEO Poul Bek har store forventninger til øget omsætning, efter at værktøjsfabrikken GRUBER har startet nyt samarbejde med tre tyske agenter.

 

Gruber A/S

Ole Rømersvej 32
DK-6100 Haderslev
+45 74 52 93 92

Email: pbe(at)gruber.dk

 

Haderslev og Köln, 24.10.2019

 

 

Druckversion Druckversion | Sitemap
© Denmark Business Consulting